postkort fra staterne

Det er snart en uge siden jeg sagde farvel og på gensyn til Danmark, for at starte mig et helt ny liv - på under et år. Jeg er taget på udveksling og selv for mig, der efterhånden har tilbragt et par dage eller to i USA, tror jeg ikke helt tanken om, at skulle være væk fra min kære hjemmebane i så lang tid, er gået op for mig - ligesom det nok heller ikke er for de mange hundrede udvekslingsstudenter, der stadig venter spændt på at blive sendt afsted.

Jeg startede mit år ud i de store æble, sammen med eleverne fra de nordiske lande, og deriblandt fem andre danskere. Det var rart at kunne nå at dele stort og småt med unge på ens egen alder, der står til at skulle møde næsten sammen udfordringer som en én selv. Og selv på få dage, føltes det som om vi havde kendt hinanden i en livstid!
Nu er jeg, efter yderlig rejse, landet og begynder fra dag til dag at føle mig mere tilrette, hos min værtsfamilie i Provo, Utah. Her er varmt og tørt (og vildt hårdt at løbe, på grund af den højde byen ligger i).
Skolen starter først om otte dage, så jeg har sammen med mine nye "forældre" og "søskende" tid til at gå på opdagelse i bjergene, byen eller den lokale shopping-mall, om man vil.
Jeg er ekstatisk over endelig at være her og jeg kan godt love for, at det er et trættende job at komme udefra og skulle vænne sig til et helt nyt familiemønster. Men jeg er glad - og jeg er sikker på, at jeg får the time of my life.

et sidste farvel til folkeskolen

Jeg er på vej. Efter hvad der føles som en evighed er jeg på vej. Jeg skal ikke længere sige godmorgen til de samme vante mennesker, jeg skal ikke længere slå op i de samme gamle bøger, ja, jeg skal sige farvel til alt hvad der førhen var min hverdag. Min mave snurrer og slår kolbøtter når jeg tænker på det. Der er ikke længe til. Langt om længe er det min tur til at flyve fra reden, sprænge de trygge rammer og begive mig ud på en videre færd i livets - til tider - uvejsomme jungle. 

Det er snart ikke til at tro, at jeg om under 24 timer er folkeskole-fri. Og det er med både vemod og glæde at jeg går dagen i møde; alle elever, hver og en, spredes for alle vinde. Én tager på efterskole, en anden den direkte vej på gymnasiet - og jeg selv river et år ud af kalenderen, for at tage på  en kombineret dannelsesrejse og oplevelsesfærd mod andre himmelstrøg, for at opleve virkelighedens High School Musical. 

Selvom det virker enormt surrealistisk og følelsesmæssigt overvældende, er jeg beæret over at jeg har favnet tilbuddet. Nu åbner jeg armene for et multikulturelt knudepunkt, der skal være mit hjem et år. 

printemps

Foråret har endelig meldt sin ankomst og jeg er så småt ved at have fået skuttet den sidste vintertristhed af mig. Det luner helt nede i maven, når jeg overalt kan dufte nyslået græs og udsprungne blomster. På trods af at jeg i denne tid oftest kan findes med snuden begravet i bøger og gamle afleveringer, sætter afgangsprøvepresset ikke en stopper for solskinsgåture og en storstilet optanking på overskudskontoen. Himlen er blå og fuglene synger, mere kan jeg ikke forlange.

choir of young believers

Aldrig havde jeg været så flyvende og legende let. Min krop var sitrende af ekstase og jeg var fyldt til randen af glæde. Jeg var tør i mælet og min mund var tom for ord. Alle mine følelser, tanker og forventninger gik i perfekt symbiose som de én efter én gik på scenen. Hårene rejste sig straks, da salen blev fyldt med mystiske toner og et særsyn af et hvidt lys. Jeg følte mig levende for en aften. Jeg kunne mærke ungdommen dunke i mine årer og lade en sælsom varme tage bolig i alle afkroge af min sjæl.
Jeg husker det som var det igår, at stå dér; dansende, syngende og at føle sig alt andet en rolig og fattet. Jeg husker stadig hvordan det var at tale med ham og surrealismen, der bredte sig helt ud til fingerspidserne over autografen.
Det føles så hjerteskærende sentimentalt, at det er præcis et år siden at jeg stod dér i mængden, men jeg kan ikke være mere lykkelig over at det var virkelighed. 

når din sol er gået ned

Vejret indbyder ikke ligefrem til liv og glade dage og den kedelige vintermelankoli begynder så småt at tage over igen. Sneen daler og dækker min provinsby i kolde, hvide lagener. Vi må gå for at holde os varme - og i stuerne rykker vi lidt tættere sammen. Det tætteste man kommer på overskud, er langsomt ved at svinde ud af min krop, og en isnende trance breder sig helt ud i fingerspidserne. Dagene går, men jeg bliver ikke mere glad af deres evindelige ligegyldighed. Gid lyset snart vendte tilbage med en god håndfuld bare tæer og blomster.