siden sidst #2

Det er ikke til at fatte som tiden går! Jeg er mindst ligeså ekstatisk, som da jeg kom. Oplevelserne venter rundt om hjørnerne og de fedeste indtryk bliver dannet når jeg mindst venter det. Der sker en masse hele tiden og jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle om alt fra ende til anden! Men for denne gang, må jeg nøjes med at give jer et indblik i mine højdepunkter:
1 | Det var for alvor blevet efterår i Provo. Træerne stod nøgne tilbage og varslede om, at det var blevet vinterfrakkevejr og tid til huer og vanter. 
2 | Min thanksgiving tilbragte jeg oppe i smukke omgivelser i Park City, i det nordlige Utah. Her dækkede hvide dynger af sne de omkringliggende bjerge og skabte en ægte vinter-vidunderlands-stemning. Udover at spise en masse kalkun og græskar tærte, var det også min første gang på ski dette år. Jeg havde helt glemt hvor rart det føles, at suse ned a løjperne med røde kinder.

3 | Min skole var kvalificeret til statsmesterskaberne i amerikansk fodbold. Selvom jeg ikke forstod et hak af hvad der foregik halvdelen af tiden (dog kan jeg informere om, at vi vandt! Åbenbart...), skreg og skrålede jeg alligevel i kor med de mange andre Timpview-elever.

4 | Nogle drenge på min skole spillede for leden på en lokal musikcafé. Mange af mine gode venner og bekendte dukkede op, og sammen nød vi musikken, som bandet selv havde skrevet og komponeret!

5 | Lad mig sige det som jeg er; jeg har altid set skævt til Hunger Games. Mest af alt fordi jeg sammenlignede det med Harry Potter, som jeg nærmest har et religiøst forhold til.
Men nu skete det altså - og ind til videre elsker jeg det! Thanksgiving ferien blev brugt på, at guffe ord og action i mig. Jeg kan ikke vente til jeg bliver færdig!

6 | En af de mest uforglemmelige oplevelser, var Sadie's. Et skolebal, hvor pigerne inviterer drengene.
Jeg spurgte en dreng fra min tyskklasse, Sam.
I det første stykke tid efter jeg spurgte ham, var jeg et nervevrag og afsindig nervøs for et afslag.
Heldigvis sagde han ja - og det resulterede i en fantastisk aften i selskab med de rareste mennesker!
(Og hvis I er i tvivl, så ja, Sam og jeg er klædt ud som Fleur Delacour og Draco Malfoy!)

et fotoprojekt


Min skole tilbyder et hav af spændende og yderst interessante valgfag; alt fra hjemkundskab til syning og computer programmering. Nogle mere applerende andre. Og som en doven indehaver af et smaddergodt kamera valgte jeg digital fotografering. En semesterklasse, for alle amatører der vil lære lidt om fotografiets verden og dets herligheder (eller bare vil score en nem, god karakter). 
For godt en uge side fik jeg opgaven at tage 50 billeder af ét objekt, og derved gøre brug af fotografiets elementer og principper; lys, vinkel, billedekomposition.
Jeg måtte derfor grave i gemmeren og det ledte til at jeg fandt denne fine dukke. Den blodrøde kappe passer ekseptionelt til årstiden, nu hvor bladene falder af træerne og folk rundt omkring begynder at pynte op til halloween.
I min jagt på at fange de 50 billeder, blev jeg blandt andet ledt ind i en gammel hestestald, en fremmedes have og en rusten vogn.
Selvom jeg nu havde ønsket at jeg skulle skyde en portræt serie (jeg kan love for at der er et stort udvalg af ideelle - og meget smukke - modeller herovre!), må jeg indrømme at resultatet af min foto-fangst er ganske tilfredsstillende. Ovenover kan I se tre ud af mange flere billeder, som jeg fik taget.
Hvad synes I?

lys kys


 Ind gennem skodderne, på mit blå værelse, falder det fineste lys. Det danser henover væggene og maler dem i alverdens faconer; stribede som plettede. Det kærtegner mine fregnede kinder, som jeg ligger der i den sene eftermiddagssol, og varmer min sjæl når strejf af hjemve eller hjertesorger rammer. Det lyser op i efterårsvejret og får dråberne til at funkle, når det lige har regnet. Lyset - det elsker jeg - og jeg kommer til at savne det i den mørke tid.


lyden af efterår

Årstidernes gang summer stille derudaf, mens jeg befinder mig i en lille bobbel af den pureste lykke. Bladene begynder så småt at skifte farve - men jeg kan stadig prale af at gå med bare ben og korte ærmer. Selvom det stadig er lunt, kan jeg fra tid til anden mærke de kolde briser, der varsler om efterårets herkomst. 
Med det sagt, skal vi invitere de kølige morgener indenfor med en herlig omgang efterårs-hymner, værsågo' at tage et lyt:

YO LA TENGO - AUTUMN SWEATER | Hvad egner sig bedre til efteråret end en sang med den allermest indbydende titel af dem alle? Den passer som hånd i handske til raske gåture gennem den sølende regn med  hue på og en godt polstret jakke.

BON IVER - RE: STACKS | Frontmanden med den mest hjerteknusende stemme har det med at bringe en bestemt sindsstemning over mig. Dette er en af de sange, man får lyst til at græde til uden nogen grund, bare fordi det er så hamrende smukt det hele. Det kan ikke beskrives med ord, hvor højt jeg elsker denne sang.

THE SMITHS - ASLEEP | The Smiths er måske det mest forvoksede teenage-band jeg kender. Med de mest velskrevne og triste tekster, indtager de min liste over evergreen kunstnere. Morrisey har lullet mig trygt i søvn - og med denne sang kan jeg ikke andet end at blive lidt kuldskær og krybe endnu længere under dynen.